Træning – let som en leg

Har du glemt det? Den utrolige gave din krop er. Al den tid du brugte i din barndom på at vende, dreje, kravle, rulle, gå, løbe, hænge og lege? Træning og leg virker måske, som en mærkelig kombination. Træning skal tages seriøst og lege er for børn! Men at implementere et legende element i din træning kan have en helt fantastisk effekt. Både på din træningsmotivation og dit humør, men især for din fysik.

Lysten til bevægelse

I både mit arbejde som pædagog og personlig træner har jeg observeret demotivation ift. bevægelse. Om det er børnehaven, der på klokkeslættet modvilligt bevæger sig ud på legepladsen, skoleklasser der brokkende trasker til den obligatoriske idrætstime eller klienter, der opgivende smider håndklædet i ringen til træningen, er problemet det samme. Det er ikke SJOVT! Så spørg dig selv. Er du motiveret af din nuværende træning? Hvis svaret er nej, har vi 4 redskaber, som du kan læse i vores artikel ”Motivation” her.

Hvad er leg og hvordan kan vi overføre det til træning?

Lysten til at lege ligger i os alle. Det er noget vi er vokset op med, men med tiden vokset fra. Legepladsen og gyngen er erstattet af kontor og ergonomiske stole. Fritidsfornøjelser med forpligtelser. Selv bevægelserne i fritidsaktiviteter og foreningssport er begrænsede og rutineprægede. Det er her det legende element kommer ind og det kan have flere roller.

  • Det kan være inkorporering af decideret leg i træningen. Fangelege, kamplege, samarbejdslege, balancelege, styrkelege – listen er uendelig og det samme er fantasien.
  • Eller det kan som førnævnt være en motivations faktor – at det du træner er sjovt. Det kan være de andre deltagere, underviseren, miljøet, træningen, konkurrenceelementet, målet mm.
  • Det kan også være at legen er træningen. Gemt i legen er didaktiske overvejelser, der har et specifikt mål for deltagerne; f.eks. styrke muskulaturen, øge kropsbevidstheden, forbedre balancen, træne koordination, forøge konditionen.  

Hvorfor er det vigtigt?

Leg giver os muligheden for at bruge vores krop, som den er beregnet til. Du er skabt til at hænge, rulle, svinge, kravle, løbe, gå, gribe, hoppe, løfte, kaste og meget mere. Din krop kan og vil bevæge sig i komplekse mønstre. Den er ikke skabt til at sidde på en kontorstol. Kan du lave en kolbøtte? Svinge i en gren? Kravle på hænder og tæer? Rulle fra ryggen til maven? De mest fundamentale bevægelser, vi lærer det første år af vores liv bliver langsomt glemt jo ældre vi bliver, men deres betydning forsvinder ikke.

Hvad kan leg ikke?

Leg kan ikke stå alene som en træningsform med et større progressionsfokus, som f.eks. vægttab, genoptræning, væsentlig muskelforøgelse. Dertil kræves mere specifik planlagt træning relativt til individets erfaring, fysik, mål og skadeshistorik.

Du kan læse mere og blive inspireret omkring kvalitetsbevidst træning i vores artikel ”Ego – din progressions største fjende”, som snart kommer på bloggen.  Du er selvfølgelig også velkommen til at skrive til os, hvis du mangler råd og vejledning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *