Personlig træning – tips & tricks til valg af træner

Markedet for personlig træning kan være lidt af en jungle at finde rundt i. Det skyldes dels de mange trænere, hvad der bliver udbudt og til hvilken pris. Det kan derfor også være svært at vurdere, hvad man kan forvente, hvorfor dette indlæg har til hensigt at forberede dig bedst muligt inden du investerer i en personlig træner.

Alle trænere er forskellige – prøv dig frem
Der er mange trænere med forskellige baggrunde, træningsideologier og redskaber.  
Baggrundene kan variere fra den autodidakte til træneren med en bachelor. Ofte har undervisere kortere og mange uddannelser, der former personens viden og interesse. Vurder om det er vigtigt for dig, hvilken baggrund din træner kommer fra.
Nogen trænere finder det mere interessant at arbejde med vægttab, andre bodybuilding/æstetik, andre med rehabilitering og så er der alt derimellem. De forskellige grupper kræver forskellige tilgange og redskaber for at understøtte klientens mål.
Dette kan du se efter, når du skal vælge personlig træner – hvor virker personen mest kompetent? Kan træneren fører dig til dit mål? Du kan undersøge det via. personens hjemmeside, Facebook eller Instagram.

Prøvekør din træner
Ligesom du prøvekører en bil inden du køber den, anbefaler vi også, at du også ”prøvekører” en træner. De fleste trænere tilbyder gratis konsultation. Personligt eller telefonisk. Nogle endda en gratis træningstime. Brug tiden til at finde ud af, om I har en god kemi og hvor interesseret træneren lyder i netop din målsætning og drøm. Vær nysgerrig og stil også træneren spørgsmål. På den måde bliver du mere sikker på det produkt du køber.

Opsummering – hvad er dit mål og formål? Skal din træning handle om vægttab? Styrke? Øget bevægelse? Måske vil du lære en speciel skill eller blive bedre til at løbe? Nogle trænere er specialister indenfor forskellige områder i træningsverdenen. Find den, der har stor erfaring i relation til din målsætning.

En god sætning at have i baghovedet er: ”En træner der er ekspert i alt, er ekspert i intet”.

Prisen!
Er personlig træning dyrt? I forhold til et medlemskab i fitnesscenteret, ja. Som en investering i dit helbred, nej. Priserne blandt personlige trænere varierer lige så meget som priserne på telefoner. Du kan forvente alt fra 300 kr. til 1500 kr. i timen. De fleste trænere tilbyder dog forløb med indregnede rabatter.

Den dyre
Er den dyreste træner så nødvendigvis det bedste valg til dig? Nej.
Prisen er ofte påvirket af popularitet og specialisering. En personlig træner med mange klienter har haft succes med at promovere sig selv og skabe gode resultater for sine klienter, hvilket er afsættet i at personen kan vedligeholde salg af træningsforløb. Men udbyder personen træning, der kan gavne dig? Og har personen tid til dig?
Nogen trænere har specialiseret sig inden for at område, men overvej om dine mål kræver den spidskompetence. Det kunne f.eks. være, at du gerne vil i et vægttab og du har fundet en personlig træner, der oveni denne uddannelse også er fysioterapeut. Personen er derigennem stærk i genoptræning/skadesforebyggelse – er det noget du kommer til at bruge?
Hvis nej, så er der et hav af trænere, der kan hjælpe med vægttab til billigere penge.

Den billige
Hvad så med den billige personlig træner? Alt efter om man har studie, har egne redskaber, lejer sig ind osv. er der forskellige størrelsesordner på udgifter. En timepris på 500+ kr. kan måske lyde af meget, men efter skat, afgifter, husleje mm. er timelønnen pludselig ikke særlig imponerende. Hvor meget kan du så forvente af en, der udbyder personlig træning for 300 kr. i timen?
Salg af træningsforløb med meget små priser* giver kun mening, hvis den personlige træner sælger rigtig mange forløb. Hvor meget energi ville du lægge i dit arbejde under sådanne forhold? Og hvor personligt kan det så egentlig lige blive? Sandsynligheden for at det bliver standardiseret og ensformig er stor.
*Tilbudspriser er ikke inkluderet her.

Prøv dig frem Prisen er IKKE det første du skal kigge på. Den her investering du skal til at gøre, handler om dig! Derfor skal du ikke blot tage det første gode tilbud du bliver smidt i nakken eller den mest populære træner på markedet. Ej heller hvem din bedste ven anbefaler. Prøv dig frem og hav det første punkt in mente.

Hvad kan og skal du forvente?
Personlig træning kommer i mange former. Både som forløb og som enkelte træningstimer. Nogle tilbyder kostvejledning, coaching, udstyr, programmer, 24/7 support mm. Det der bliver udbudt, er hvad du kan forvente. Men hvad skal du forvente? Om du køber et kortere eller længere forløb, skal du forvente, at træneren lægger en plan i forhold til din målsætning. Træning uden planlægning er som at lede efter en nål i en høstak – du kommer ikke meget tættere på målet.
Det er ultimativt trænerens største og vigtigste opgave at få dig i mål, og når du lægger energi i din træning, skal du forvente at se en progression og resultater.

Under og efter dit forløb
Dit fokus under et personlig træningsforløb skal være på den planlagte træning og evt. andre initiativer træneren har sat i gang. Derudover skal et forløb ikke kun handle om her og nu. Du skal jo helst ikke være afhængig af din træner resten af dit liv. Din træner skal altså undervise dig, så du har viden til at kunne stå på egne ben og selv træne videre.

Under
Når du har fundet din træner og er i gang med et forløb er det nemt at blive opslugt – ja næsten forblændet af den rejse du er startet på. Men prøv at forholde dig nysgerrig til din træning. Stil din træner spørgsmål, hold ham på tæerne og lad træneren putte teori bag sin praksis. Det er kun fedt med nysgerrige klienter!

Efter
Et 3 måneders forløb hos en personlig træner er kun starten på din træningsrejse. Hvis du vil videreudvikle dig, skal din rejse fortsætte. Men det behøver ikke nødvendigvis være hos den træner du startede forløbet med. Måske skal du afprøve nye trænere? Udforsk din træningshorisont og oplev hvordan andre underviser. Alle trænere har deres spidskompetencer og jo mere du kan lære jo bedre stillet er du, når du skal træne på egne ben.
Måske er du allerede blevet så kompetent, at du selv kan fortsætte – du kan altid vende tilbage til en personlig træner.

Hvad med online forløb?
Online træningsforløb er kun blevet mere populært de seneste år. De har deres fordele og ulemper.
Det første du skal vide er; det er ikke personlig træning. Det er vores holdning, da der er begrænset mængde feedback – underviseren kan ikke se dit arbejde optimalt, kan ikke være hands-on, når der skal rettes og selvom din træning er dit ansvar, øges din forpligtigelse, hvis du vil se resultater. Det kræver mere disciplin, forståelse for teknik, kropsbevidsthed og bedre grundform, hvis du vil opleve progression mod dit mål.
Det kan dog være et billigere alternativ. Hvis du overvejer at købe et online træningsforløb eller programmer, så spørg dig selv: Kan du varetage din egen træning? 

Hvad synes vi?
Vi har en helt klar vision om at præge personlig træning i en retning, der handler mere om at skabe en sund, funktionel og bæredygtig krop. Der er alt for meget i vores samfund, som handler om idealisme. Du skal have store muskler, en kuglerund røv, rivejern på maven og en lav fedtprocent. Hvorfor ikke have de ting, som sidegevinst? Det ene udelukker ikke det andet, medmindre du vælger det!

Det er fedt at have et specifikt mål. Det er en kæmpe motivation at opnå det man har arbejdet hårdt på. Men husk at træning skal blive til en livsstil. Ikke en trend du hopper på i ny og næ. Det er ultimativt det sværeste mål med den største gevinst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *