Juleboller – lækre, bløde dessertboller med appelsin & chokolade

Der er mange dejlige smage i julen, men appelsin og chokolade er en favorit kombination! 
De her boller er skabt ud fra nostalgi og er, for mig, smagen af jul – selvom de dog også kan nydes resten af året 😉 

Der er en del hævetid, men det er hele processen værd. Jeg lover det!

Opskriften er til 12 boller:

Til dejen:
25 g. gær
1,75 dl vand, lunken
50 g. sukker
2 appelsiner; ca. 1 dl. saft og revet skal fra begge
1,5 tsk stødt ingefær
2 tsk stødt kardemomme
75 g. margarine, smeltet & afkølet
400-450 g. hvedemel
1 dl. chokoladeknapper

 

Til pensling:
1 appelsin, ca. 1/2 dl saft
1/2 dl sukker
1 dl mandelflager

Flormelis til pynt

Evt. mere revet skal fra appelsinen, hvis du er meget glad for intens orange-smag. 

Start med at klargøre de forskellige elementer; sæt ingredienserne frem, smelt smøren/margarinen (jeg har brugt Naturli’s Smørblok) og riv skallen på de to appelsiner og pres saften. Alt efter størrelse på appelsinerne, skulle vi gerne ende med ca. 1 dl. appelsinsaft. 

Opløs gær & sukker i lunken vand og derefter tilføjes revet skal og saft fra appelsinerne, ingefær, kardemomme. Tilsæt 400 g. mel og ælt dejen. Jeg har fornøjelsen af at kunne gøre det i en køkkenmaskine, men man kan sagtens ælte i en skål, der er tilpas stor. Når dejen har samlet sig en anelse tilføres den afkølede smør og der æltes videre i ca. 10 minutter. Uanset om det er ved håndkraft eller med maskine. Bruger du køkkenmaskine så lad det være ved lavt tempo. Mærk løbende på dejen om den har behov for mere mel. Den skal være let klistrende og smidig til sidst. 

SÅ! Er det hævetid! Dejen skal hæve 3 gange.
Først hæves den i 20 minutter under et fugtigt klæde. Ælt dejen kort mens chokoladeknapperne fordeles i dejen – det kan også være hakket chokolade. 
Lad dejen hæve i 40 minutter under det fugtige klæde. 

Klargør et ovnfast fad med bagepapir og jeg vil anbefale, at du afmåler ca. 50 g. mel til den sidste omgang æltning og formning af boller. 
Ælt dejen, som er klistret, og sørg for at have et tyndt lag mel på bordet og hænderne. Rul dejen lang og skær 12 portioner. Få mel i håndfladerne og tril dejen til en rund form ganske hurtigt, da den ellers vil klistre sig til dine hænder. Sæt i fadet og gør processen 11 gange mere. 
Kog vand og hæld over i en skål, der sættes nederst i ovnen. Sæt fadet på ovnens rist over skålen med vand. Luk ovnen og lad bollerne hæve den allersidste gang. 1 times hævning med damp, der hjælper bollerne med at blive mere luftige. 

Når bollerne har hævet den sidste time, skal de & skålen med vand ud af ovnen. 
Forvarm ovnen til 200 gr. varmluft og lad det fugtige klæde være over bollerne indtil ovnen er klar. Bag i 15-20 minutter.
Imens koges appelsinsaft sammen med sukker. Snit mandler (eller køb mandelflager). Vend mandelflagerne i sukkermassen og smag til om du ønsker revet appelsinskal. Det forstærker smagen, men kan også mindske den meget søde appelsinsmag. Bag bollerne til de er gyldne og lige efter de kommer ud, pensles de med sukkermassen. Bare et tyndt lag, der dækker og hjælper til at holde fugten i bollen. Herfra pyntes med mandelflagerne, som nu også er klistrede nok til at kunne sidde selv. 

Når de har nået at køle lidt, kan de pyntes med flormelis. Hvis du ikke skal bruge alle boller med det samme, vil jeg anbefale at tilføje flormelissen inden servering, da den efter nogle timer er opløst. 

Rigtig god appetit! 

2 Replies

  • Hej Agnete,

    De ser mega gode ud – med hvor god/dårlig samvittighed kan man spise én om dagen? Er det en BOMBE, eller er den OK som mellemmåltid (omkring 280 kcal) i en daglig diæt? 🙂

    Glædelig Jul til jer begge 🙂 Isabella Andkjær

    • Hej Isabella <3
      De er rigtig lækre!
      Med 12 boller, er der ca. 250 kcal i hver. Hvis du gør dem en anelse mindre og former f.eks. 16 boller, er der under 200 kcal i dem.

      Rigtig glædelig jul fra os!
      Kh A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *