Squash muffins

Lækre, luftige plantebaserede muffins – gode til den søde tand eller som snack på farten!

Squahs muffins med blåbær

Til 12 stk. skal du bruge:
150 g. squash
130 g. rørsukker (alm. sukker, kokossukker kan også bruges)
2 chia-æg; 2 spsk chiafrø til 4 spsk vand
1,5 tsk vaniljesukker
1 tsk kanel
1/2 tsk kardemomme
1 knivspids salt
1/2 tsk natron
1 tsk bagepulver
3 spsk rapsolie
120 g. hvedemel
1 dl. yoghurt (jeg bruger den usødet neutrale fra Alpro)

Det er til selve grundopskriften, men du kan vælge at tilføje chokolade, blåbær eller noget helt tredje.

Start med at blande dit chia-æg; rør rundt indtil frøene har suget det meste væske til sig. Herefter riv squashen og sæt til siden på viskestykke.
Vend tilbage til dit chia-æg og lad massen komme over i en større skål og bland med sukker. Rør med en ske og massér sukkeret ind i chia-ægget.
Herefter tilføres de øvrige ingredienser med undtagelse af mel og yoghurt. Når massen er ensartet igen tilføres mel – rør så godt ind i dejen som mulig. Dejen bør blive tør og derfra tilføjes yoghurt lidt af gangen. Rør dejen løbende og tilføj passende mængde yoghurt, så dejen er tyk og ensartet.
Squashen kan nu få klemt væske ud af sig; brug viskestykket – twist og klem!

Ønsker du at give dine muffins smag, så tilføre du nu chokolade, blåbær eller hvad dit hjerte begærer.

Tænd ovnen og sæt den på 180 gr. varmluft.

Overfør dejen til forme og herefter bages de i 15-20 minutter. Jeg tjekker farven efter 10 minutter og herefter løbende med en strikkepind for at fornemme, hvor meget de mangler. Strikkepinden stikkes i og når der ikke er dej på pinden, er de færdigbagt.


Svampet og lækker bananbrød – vegansk og glutenfri

Kender du det, når bananerne lige er nået at blive lidt for modne? Det gør vi herhjemme og så er banankage, eller som denne opskrift, bananbrødet vores go to for at undgå madspild 😉

Du skal bruge:
4 modne bananer, moste – jeg har brugt relativt store, så har du de små hjemme, brug enten flere eller mindsk mængden af mel, smør og sukker
75 g smør
70 g kokossukker eller rørsukker
1 tsk vaniljepulver
100 g boghvedemel
35 g. bananmel – anden fuldkornsmel kan sagtens bruges. Bananmel suger meget væske, så jeg vil øge mængden af mel i så fald.
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
50-70 g chokolade, finthakket

Alternativt, hvis man ikke vil have chokolade i sit brød, kan man smage brødet til med kanel og evt. stødt ingefær og kardemomme.

Det tager omtrent 1 time at bage brødet (arbejdstid & bagning)
Lad den hvile i mindst 15 minutter før første stykke skæres
Den er også rigtig lækker dagen efter!

Start med at piske stuetempereret smør sammen med kokossukker og vanilje. Når sukkeret er godt opløst i smøren, skal de moste bananer i.

Tænd ovnen til 180 grader varmluft.

Bland bananmel, boghvedemel, natron og bagepulver og vend det herefter i den våde masse.
Hak chokoladen fint og tilføj ned i dejen.

Hæld dejen i en rugbrødsform, som enten er beklædt med bagepapir eller smurt med smør.
Bag i 30-40 minutter. Omkring de 25 minutter ser jeg til brødet og evt. her stikker med grillspyd eller en strikkepind for at vurdere bagningen. Den er klar til at blive taget ud, når der ikke sidder dej på pinden.

Jeg fik 12 stk., men det afhænger selvfølgelig også af længden på rugbrødsformen.

Sund choko-spread lavet på bønner

Er du klar til en blød, cremet og choko-godkendt choko spread til at forsøde hverdagen?
Den er lavet på kidney bønner, men har man andre bønner hjemme kan de også bruges.

Det skal du bruge:
1 dåse røde kidney bønner
4 spsk kakao
6-10 friske dadler
1/2-1 dl plantedrik
1 nip salt

Toplækkert til crunchiness:
30 g. finthakket mørk chokolade
50-100 g. finthakket mandler




Det er en bulletproof og hurtig opskrift, da alle ingredienserne bare skal blendes i din foodprocessor eller hvis du har en god stavblender/blender, der kan bearbejde en sådan masse.
Start med at dræne og efterskylle bønnerne, som herefter tilføjes i foodprocessoren. Jeg begynder med 6 dadler og tilsætter løbende for at få den sødme, som jeg ønsker. Det samme med kakaoen; 2-3 spsk først, men endte med 4 i alt. Herfra blendes ingredienserne og plantedrik tilføres lidt af gangen. Jeg bruger havredrik, men man kan sagtens bruge andet eller bare vand. Man kan også gå den modsatte vej og bruge mandel eller anden “federe” plantedrik, hvilket sandsynligvis vil gøre spreaden mere cremet, men det har jeg faktisk ikke testet af, da vi nærmest aldrig har andet end havredrik herhjemme – og spreaden er cremet nok til min smag 😉
Smag til med salt (ganske lidt!)

Vil du gerne tilføre crunch, så finhak mandler, 50-100 g. efter smag og behov og tilføj til din choko-spread.

Er du chokolade freak ligesom vi er herhjemme og kan der aldrig komme nok chokolade i opskrifter, vil jeg anbefale dig at finhakke ca. 30 g. mørk chokolade og blande med. Det vil jeg også anbefale dig, hvis du ikke er en freak, men bare gerne vil gøre opskriften ekstra lækker 😉

Den er også godkendt til din snack-sult på en riskiks

Mættende kanelsnegle

Vi elsker kage og søde sager herhjemme og det skal man bare nyde i fulde drag! Med det sagt, synes jeg, at det er ret sjovt, at øge sundhedsværdien. Det er selvfølgelig stadig kage og man skal fortsat spise med moderation, men i netop denne opskrift har jeg anvendt bananmel for at tilføre mere densitet i dejen, hvilket mætter rigtig godt.
Jeg har søgt inspiration hos Micadeli, som laver veganske kanelsnegle og Stinna, der har en opskrift på remonce lavet på dadler. Dertil har jeg tilført mit eget twist på opskrifterne ved at bruge bananmel fra KokosNatural (reklame)

Til dejen skal du bruge:
25 g. gær
2 dl plantedrik (jeg brugte havredrik)
315 g. hvedemel*
50 g. bananmel
100 g. plantesmør (jeg brugte Naturli’s Smørbar Blok)
4 spsk kokossukker
2 tsk kardemomme
1 tsk vaniljesukker

*Mærk dejens konsistens og vurder om den er mættet af mel eller ej.

“Remoncen”:
12 friske dadler
2 spsk agave sirup
100 g. plantesmør
2 spsk kanel

Forberedelse 10 minutter, hævetid op til 2 timer, bagetid 20 minutter.

Let’s bake!
Opløs gæren i plantedrikken, som skal være stuetemperatur eller opvarmet til lunken. Derefter tilføjes de øvrige ingredienser på nær halvdelen af hvedemelet og de 100 g. smør.
Resten af hvedemelet kommer gradvist i – ælter du manuelt er det nemt at følge med, men er du en af de heldige som har en røremaskine, anbefaler jeg, at du sætter maskinen på pause for at kunne mærke dejen, som skal ende med at være sej i det. Skær smøren ud i mindre blokke og ælt den ind i dejen (sørg for at blokken er blød og nem anvendelig). Bruger du maskine, æltes der ved lav hastighed. Dejen er blød, men grundet bananmelet også kompakt.
Dejen skal hæve med fugtigt klæde i 1 time og her imens blender du remoncen. Det hele skal bare i en foodpressor e.l.
Smag til og tjek at konsistensen er ensartet og blød.
Kom lidt mel på bordet og rul dejen ud efter 1 times hævning. Jeg gik efter 40 cm * 20 cm i en så firkantet form som mulig.
Kom remoncen på og skær dejen i lodret med ca. 5 cm imellem hvert snit. Tril dejen til en snegl, vend toppen op af og pres let ned på den. Læg sneglene i et ovnfast fad beklædt med bagepapir.

De skal lige hæve liiidt mere for at give den her luftige krumme! Kog vand og hæld i en skål/beholder, som sættes i bunden af ovnen. Kanelsneglene kommer også ind i fadet, som sættes på en rist, der er over skålen. Lad dem efterhæve i 45-60 minutter. Herefter tages alt ud af ovnen, som nu skal varme op til 180 gr. (varmluftsovn). Når ovnen er klar skal kanelsneglene tilbage ind i ovnen og bage ca. 20 minutter.

Du kan pynte med glassur og hasselnøddeflager.